Hej

 

 


Velkommen til Gotved Art og min lille kunsthistorie

Jeg hedder Helle Gotved, jeg er 51 år, bosat i Odsherred, autodidakt billedmager og kunstner i sjælen. Når jeg ikke maler, er jeg lærer og mor til fire.

Da jeg var ung, rejste jeg en årrække intuitivt og frygtløs rundt i verden, og endte i 1989 i Australien uden penge, mål eller billet videre. Fik bl.a. job på The Old Artschool i Sydney og derved også mulighed for at bruge kunsskolen ubegrænset vinteren over. Her blev jeg ramt i hjertet af pensler, blyanter og kunstens billedsprog og var sikker på, at det var denne vej jeg skulle gå. Desværre turde jeg ikke (!), da jeg to år senere ville søge ind på kunstakadamiet i Berlin, hvor jeg da boede.

I stedet tog jeg til Danmark og blev uddannet lærer inden for fri-, efter- og højskolenverdenen. Mit eget kreative gen lagde jeg på hylden. Underviste lidt i billedkunst og ellers almindelige skolefag de næste 20 år. Først fire år på Fosen Folkehøgskole i Norge og siden i de frie skolers verden på Fyn og Sjælland.

I 2012-13 skete der voldsomme ting i mit liv, som fik mig  til at gribe penslen igen. Vågnede en morgen og begyndte at male kameler. Det gjorde jeg nogle måneder. Kamelerne er siden blevet til mange forskellige væsner, finurlige motiver og abstrakte historier.

I 2014/15  tog jeg basisåret på kunstterapiuddannelsen i Herlev. Fascineret af hvad kreativiteten kunne, og har siden med åben sind fulgt dens stemme.

Jeg maler med det jeg har, på det jeg har. Akryl, ink, oliefarve, kridt på lærred, papir, pap, træ, træstammer og særligt klipper – her kun med kridt. Ser motiver på afskallede mure, i mågeklatter på klipper, huller i asfalten og bruger iPad, print, collage og leger med lys og skygger.

Jeg rejser stadig en del, men nu også ind i billedsprogets mangfoldige verden. Der hvor alt kan ske, hvor det ordløse får stemme og hvor vildskaben får lov at gro.

Jeg maler, fordi jeg ikke kan lade være.

Målene på billederne er ikke alle helt præcise, da det er sjovere at male end at måle 🙃

 

Du er velkommen til at ringe, skrive eller kigge forbi.

Kh Helle Gotved Vallekilde  

                            

 

 

Hellegotved@gmail.com.     +4520219801